Route Napoléon er 324 kilometer af det skønneste Frankrig - fra rå alpetinder i nord til sydlandsk frodighed i Provence for så at ende på Middelhavskysten.
Napoleonsruten er en historisk rute, der følger den vej, som Napoleon Bonaparte tog i 1815, da han vendte tilbage til Frankrig fra sit eksil på øen Elba. Efter at have tilbragt et år i eksil steg han i land ved Golfe-Juan på den franske Middelhavskyst med ét klart mål: at nå Paris og generobre tronen fra kong Louis XVIII.
Ledsaget af sin hær på 1200 mand valgte Napoleon at tage over Alperne og følge de smalle bjergpas for at undgå et modspil fra Royalisterne. I løbet af seks dage tilbagelagde de næsten 324 kilometer, der strakte sig over de smukke regioner Rhône-Alpes og Provence-Alpes-Côte-d’Azur. Denne rejse markerede begyndelsen på hans kortvarige comeback, der blev kendt som De Hundrede Dage (Les cent jours).
Ruten fik sit navn i 1932 og blev et symbol på Napoleons triumf og hans uforglemmelige øjeblikke i fransk historie. I dag er Napoleonsruten en populær destination for både historieentusiaster og rejsende, der ønsker at opleve de betagende landskaber og den rige kultur, som ruten forbinder.
Læs mere om oplevelserne langs Napoleonsruten længere nede. 👇
Følg Route Napoléon 🚗
Tag på en uforglemmelig kør-selv-ferie til Sydfrankrig ad den historiske Napoleonsrute. Oplev friheden ved at køre gennem det naturskønne landskab, hvor hver kilometer fører dig gennem storslåede bjerge og betagende dale. Ankom til din egen ferieoase i det solrige Provence eller ved den glitrende Côte d'Azur.
Afsæt et par ekstra dage til kør-selv-ferien mod Middelhavskysten, og tag en smuk afstikker væk fra den slagne turistrute. En af de mest populære og klassiske ruter ned igennem Sydfrankrig er Napoleonsruten, der strækker sig fra Grenoble til Middelhavskysten. Efter Grenoble kører man ind på Napoleonsruten, N85, og fortsætter sydover ind i et betagende landskab.
Her passerer man gennem bølgende bjerge, frodige dale og charmerende landsbyer, hvor hvert stop giver mulighed for at dykke ned i den lokale kultur og historie. Ruten er indrammet af majestætiske alper mod nord, som gradvist glider over i milde bakker og olivenlunde, indtil man når de solbeskinnede kyststrækninger ved Middelhavet.
Denne rejse er ikke bare en transport fra A til B; den er en mulighed for at opleve det bedste af Sydfrankrigs natur og kultur, så køreturen mod syd bliver en uforglemmelig oplevelse i sig selv.
Oplevelser langs ruten
Napoleons møde ved Lac de Laffrey
Lige syd for Grenoble kommer man til søen Lac de Laffrey, omgivet af den smukkeste natur. Ved Lac de Laffrey står der et imponerende monument til ære for Napoleon. Det var nemlig her, han mødte regeringstropperne fra Paris, som forsøgte at blokere hans vej. Modigt trådte Napoleon frem i forreste række, knappede sin grå kappe op og udfordrede dem med ordene: "Hvem af jer tør skyde jeres kejser?" Ingen tog imod udfordringen, hvorfor Napoleon herefter havde fri passage til Paris.
Byen Gap for foden af Alperne
Fortsæt videre mod Gap, der med sin beliggenhed i 735 meters højde, er umulig at overse. Gå en tur i den charmerende gamle bydel, hvor I kommer forbi det hyggelige torv, Place Jean Marcellin, perfekt til at nyde en bid mad på en af de lokale caféer. Fortsæt ad de nærliggende gågader og beundr den smukke facade af rådhuset, der stammer fra det 18. århundrede. Notre-Dame-et-Saint-Arnoux-katedralen fra det 19. århundrede med sit imponerende 70 meter høje klokketårn er bestemt et besøg værd. Gap har meget at byde på, og hvis I er interesseret i museer, må I ikke gå glip af Gap-departementets museum, der er dedikeret til kunsthistorie og arkæologi.
Sisteron - perlen i det øvre Provence
Kun en times kørsel fra Gap ligger byen Sisteron, ofte omtalt som perlen i det øvre Provence. Byens historiske centrum tager jer tilbage til middelalderen med sine fæstningstårne, den romerske katedral Notre-Dame-des-Pommiers, samt de snoede gader og små pladser med pittoreske springvand. Højt hævet over byen på en klippetop ligger Château de Sisteron, et slot der kan dateres tilbage til middelalderen. Med sin strategiske placering mellem provinserne Provence og Dauphiné, nu Hautes-Alpes-departementet, har dette slot i århundreder været en central del af områdets historie. Heroppefra er der den mest fantastiske udsigt over det omgivende landskab.
Hvor Napoleon gjorde holdt
20 km længere mod syd, når I til den lille by, Malijai, hvor floderne Bléone og Durance møder hinanden. Napoléon overnattede her på byens elegante rosa slot, der i dag fungerer som byens rådhus. Slottets stueetage huser desuden en spændende samling af gipsornamenter.
Lavendlens hovedstad
Herfra fører turen jer videre igennem Alpernes snoede veje mod den charmerende Digne-les-Bains, kendt som lavendelens hovedstad. Byen er berømt for sine helbredende kilder, der har tiltrukket besøgende siden antikken. Tag en afslappende spadseretur langs Rue Mère de Dieu, som næppe har ændret sig, siden Napoleon gik her, og gør et stop ved Hôtel de Petit Paris, hvor en mindeplade vidner om kejserens forbipassage.
Castellane ved Verdon-kløften
Fortsæt jeres rejse igennem bjergenes frodige landskab til Castellane i den nordlige ende af Verdon-kløften. Ved Verdonflodens bred ligger byen for foden af en 184 meter høj klippetop med et lille kapel på toppen. Den historiske bymidte er delvist omgivet af sine gamle fæstningsværker og byder på flere middelalderlige bygningsværker. Fra Castellane kan I tage en afstikker til den mageløse Gorges du Verdon, Frankrigs svar på Grand Canyon, hvor den smaragdgrønne flod igennem århundreder har skåret sig ned i bjerget.
Parfumebyen Grasse
Følg kejserens spor til de snoede, blomsterprydede gader i Mougins og videre til Mouans Sartoux, hvor den gamle borg fra det 16. århundrede og håndlavede kunstværker venter på at blive udforsket. Rosens duft leder jer videre til den livlige by Grasse, der er berømt for sin eksklusive parfume, fremstillet af den sjældne Rose Centifolia. Dens fortryllende duft vil helt sikkert lokke jer til byens spændende parfumemuseum.
Det glittrende Middelhav
Rejsen slutter langs den franske middelhavskyst med det glitrende azurblå hav. Besøg de maleriske kystbyer som Antibes, hvis smalle brostensbelagte gader og historiske huse skaber en autentisk stemning. I Golfe-Juan, hvor Napoleon gik i land, venter en charmerende badeby, der inviterer til en forfriskende svømmetur. Fortsæt ligesom Napoleon til Cannes, jetsetternes legendariske legeplads, hvor I kan udforske Rue Bivouac Napoléon og den smukke kirke Église Notre-Dame de Bon Voyage, der er opført til ære for kejserens færd.
Uanset om I er tiltrukket af den kulturhistoriske betydning eller blot ønsker at nyde Sydfrankrigs betagende skønhed i ro og mag, så er Napoleonsruten en oplevelse, I ikke vil gå glip af. Med en perfekt blanding af historie, natur og madoplevelser tilbyder denne rute en unik mulighed for at skabe uforglemmelige minder på jeres ferie. Lad Napoleons rute føre jer fra nord til syd, eller fra syd til nord, hvor hver kilometer fortæller sin egen historie!
Markeder
En guide til Rivieraens bedste markeder. Côte-d'Azur er et paradis af maleriske byer, luksuriøse bo...