St-Tropez

St-Tropez eller St-Trop, som byen populært kaldes, hører til blandt Rivieraens allerstørste turistattraktioner. Dette usædvanlige feriested tiltrækker i højsæsonen i august ikke mindre end 100.000 feriegæster. Provacances tilbyder feriehuse i de nærliggende badebyer Ste- Maxime, St-Aygulf, Fréjus og Les Issambres samt i den lille middelalderlandsby Grimaud. St-Tropez er beliggende i smukke og frodige omgivelser i den fantastiske Golfe St-Tropez. Kyststrækningen ved St-Tropez byder på fine sandstrande med alle former for vandsport.

Det var maleren Paul Signac (1863-1935), som opdagede St-Tropez i 1892, dengang et ubetydeligt men idyllisk fiskerleje. Han begejstredes over stedets uberørte idyl, og han både malede og skrev om de vidunderlige motiver, han fandt. Det var gennem ham, at man første gang hørte om St-Tropez. I halvtredserne blev det fredelige fiskerleje genopdaget af filmstjerner og andre berømtheder som Brigitte Bardot og Françoise Sagan, som i årene efter trak resten af jetsettet med.

Byens største seværdighed er uden tvivl den gamle havn og havnekajen, Jean-Jaurès, med de gamle pastelfarvede fiskerhuse. I havnebassinet kan man stadig se de gamle fiskerbåde ligge side om side med de kæmpestore luksusyachts.

Bag fortovscaféerne langs havnen ligger den yderst charmerende gamle bydel med snævre, befærdede gader og hyggelige pladser med små forretninger og restauranter. Bag Quai Suffren ligger Place des Lices, der er en stor plads fyldt med caféer, hvor de lokale spiller pétanque. Byens barokkirke fra 1800-tallet er flot med sit bemærkelsesværdige gule tårn i toppen. Ovenfor byen ligger det imponerende, sekskantede citadel fra 1500-tallet med Musée Naval de St-Tropez. Herfra er der en betagende udsigt udover byens tage og bugten nedenfor.

Inspiration til din ferie:

Seværdigheder:

Den gamle havn.

Place des Lices.

Rue Gambetta.

Place des Ormeau.

Eglise de St-Tropez: Barokkirke fra 1800-tallet med sit smukke gule klokketårn.

Musée de l’Annonciade: Beliggende i det tidligere Chapelle de l’Annonciade fra 1568. Huser en stor samling af post-impressionistiske værker fra slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.

Musée Naval de Saint-Tropez: Marinemuseum med modelskibe, flådeinskriptioner og marinemalerier. Blandt museets mest iøjnefaldende ting hører en imponerende rekonstruktion af en græsk galej, et par spanske kanoner fra 1500-tallet og en gennemskåret torpedo i fuld størrelse fra krigen. Beliggende i kældrene under citadellets vagttårn øst for byen.

Aktiviteter i St-Tropez

Shopping: Saint-Tropez byder på adskillige eksklusive modeforretninger

Restauranter, caféer og natklubber

Alle former for vandsport

Tennis

Udlejning af cykler, scootere osv.

Ridning langs kysten

Gå- og vandreture i området

Golf: Der ligger et væld af golfbaner i departementet Var. Den franske golfunion har en hjemmeside, hvor de fleste baner præsenteres. Hjemmesiden er desværre på fransk. Gå ind under Guide de golfs og søg her under regionen Provence Alpes Côte d’Azur: http://www.ffgolf.org/

Se alle vores ferieboliger
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier