Six-Fours-les-Plages

Six-Fours-les-Plages er beliggende midt imellem Toulon og Bandol i departementet Var. Det er et fantastisk udgangspunkt for udflugter i området, både langs kysten og ind i det smukke og frodige bagland. Six-Fours-les-Plages er derfor et yderst velegnet feriested.

Six-Fours-les-Plages, som dækker et område på knap 2700 hektar, er sammensat af 26 mindre landsbyer og er en af de største kommuner på kysten. Den 18 km lange kyststrækning veksler mellem store, brede sandstrande og små ugenerte vige, pittoreske havne og store fredede skovområder.

Derudover finder man i Six-Fours-les-Plages et utal af imponerende historiske monumenter, herunder først og fremmest Collégiale St. Pierre fra det 11. århundrede, beliggende i 210 meters højde og Chapelle de Pépiole fra det 5. århundrede. Fra Notre Dame du Mai, som ligger på toppen af Cap Sicié i 358 meters højde, får man en fantastisk panoramaudsigt mod baglandet og ud over kysten fra Cassis til Toulon.

Six-Fours-les-Plages tilbyder desuden et utal af sportsaktiviteter herunder alle former for vandsport: regattaer, undervandsdykning, lystfiskeri og havfiskeri, kano, kajak, windsurfing, vandski, roning etc.

Langs kysten kan man følge stien, sentier du littoral, som fører hen til det lille fiskerleje, Le Brusc. Herfra kan man tage båden ud til den lille øgruppe, Îles des Embiez, et meget fint udflugtssted.

Inspiration til din ferie:

Seværdigheder:

Eglise Notre Dame de l’Assomption

La Capelle Notre Dame de Pépiole: Kapel fra det 6. århundrede (historisk monument).

La Collégiale St. Pierre: Kirke fra det 11. århundrede (historisk monument).

La batterie du Cap Nègre: Militært anlæg, opført i 1846 og restaureret i 1999, beliggende i Parc de la Méditerrannée. Huser adskillige kunstneriske udstillinger.

Notre Dame du Mai: Kirke fra 1653, beliggende i 350 meters højde på toppen af Cap Sicié med flot panoramaudsigt.

Aktiviteter i Six-Fours-les-Plages

Alle former for vandsport

Gå- og vandreture i området

Klatring: Klatrere fra hele Europa kommer til dette sted for at bestige les calenques ved Cassis. Man kan enten starte fra nemt tilgængelige steder, hvor man er gået eller kørt ud, eller direkte fra vandet. Flere steder rejser klipperne sig lodret fra havet og op til 240 meters højde. Klatrere, som starter ved havet sejles derud af små både fra Cassis havn eller de bliver sat af fra navetterne - turistbådene.

Golf: Der ligger et væld af golfbaner i departementet Var. Den franske golfunion har en hjemmeside, hvor de fleste baner præsenteres. Hjemmesiden er desværre på fransk. Gå ind under Guide de golfs og søg her under regionen Provence Alpes Côte d’Azur: http://www.ffgolf.org/

Se alle vores ferieboliger
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier