Seillans

Seillans er en idyllisk middelalderlandsby beliggende i hjertet af Provence. Det er den ældste af de befæstede bjerglandsbyer i departementet Var, og den er udnævnt til en af de smukkeste landsbyer i Frankrig. Seillans ligger som en rede, der klamrer sig fast til bjergsiden og herfra er der en fantastisk udsigt ud over dalen mod Lac de St. Cassien.

Tre byporte fører ind til den gamle by, som emmer af historie med smukt bevarede stenhuse og fontæner, snævre brostensbelagte gader og skønne små pladser med springvand, der henligger i platanernes skygge. Øverst oppe ligger et privatejet slot, der faktisk er en pittoresk samling bygninger, der stammer fra 1000 – 1600-tallet.

Seillans har altid haft en magisk tiltrækningskraft på kunstnere. Den store tyske maler Max Ernst slog sig ned i Seillans og tilbragte her de sidste tolv år af sit liv, lykkelig for stedets skønhed og atmosfære. Før ham var det komponisten Charles Gounod og Journalisten og forfatteren Alphonse Karr, der her søgte inspiration.

Seillans har desuden som en af de få byer i området bevaret sin parfumefremstilling. Fabrikkerne, som er beliggende i bakkerne lidt udenfor byen, stammer fra år 1883 og det er stadig en solid forretning.

Inspiration til din ferie:

Seværdigheder:

La Chapelle Notre-Dame-de-l’Ormeau: Kapel fra det 12. århundrede med en smuk, farverig altertavle udskåret i træ af en ukendt italiensk kunstner i det 16. århundrede.

L’Eglise Saint-Léger: Kirke fra det 11. århundrede.

Saracenerport fra det 12. århundrede

Aktiviteter i Seillans

Gå- og vandreture i området

Rafting

Cykling, mountainbike

Lac de St. Cassien ligger lige i nærheden, hvor man kan bade, fiske eller alle former for vandsport.

Svæveflyvning

Golf: Europas største golfbane, Four Seasons Golf Club, ligger kun 14 km fra Seillans i landsbyen Tourrettes: www.fourseasons.com/.../golf.html. Der ligger desuden et væld af golfbaner departementerne Var og Alpes Maritimes. Den franske golfunion har en hjemmeside, hvor de fleste baner præsenteres. Hjemmesiden er desværre på fransk. Gå ind under Guide de golfs og søg her under regionen Provence Alpes Côte d’Azur: www.ffgolf.org

Se alle vores ferieboliger
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier