![]() Cotignac![]() Cotignac er beliggende i området vest for Salernes og syd for Gorges du Verdon, og den udgør sammen med andre småbyer som Entrecasteaux, Villecroze og Tourtour et meget smukt og interessant område. Cotignac er en spændende by at gå rundt i, uspoleret provencalsk i hele sin karakter. Byen ligger godt beskyttet ved foden af 100 meter høje, stejle skrænter fulde af grotter, der engang tjente som skjulested for befolkningen, når fjender truede. Selve byen er utrolig charmerende med sine 1500-tals huse med smukke portaler, gamle butiksfacader, flotte pladser med springvand, restauranter, caféer og flere interessante småbutikker, herunder bl.a. en række interessante gallerier og kunstbutikker. Hver tirsdag hele året rundt indtages byens smukke hovedgade (eller byens centrale plads), Cours Gambetta, af et stort lokalt marked. Der ligger masser af restauranter, caféer og barer langs hovedgaden, der flankeres af store, skyggefulde platantræer. I den nordlige ende af pladsen står den smukke Fontaine des Quatre Saisons, der under den franske revolution blev bragt hertil fra et kloster i Aix-en-Provence. I den sydlige ende af pladsen står en anden smuk fontæne, ”Fontaine de la Cascade”, i hvidt marmor. Fra den nordlige ende af Cours Gambetta fører den smalle Grand Rue op imod den store plads, Place de la Mairie, der huser byens smukke rådhus, lidt restauranter og butikker, et stort solur samt en interessant fontæne i sten fra 1647, Fontaine des Deux Places. Herfra rådhuspladsen kan man skimte toppen af klipperne, der rejser sig over byens røde teglstenstage. De mægtige klipper, der dominerer byen, består af tufa, en slags porøs kalksten. De er fulde af grotter og huler og har været benyttet af mennesker fra før vores tidsregning. I mange århundreder har de tjent som skjulested for byens befolkning under krige og epidemier. Mange steder er husene bygget direkte ind i klipperne. Bagved rådhuset fører en bred sti op til det gamle Hospice de la Charité. Her fra fører en smal kurvet sti ind i klippen. Heroppefra har man udsigt over hele byen. Bag ved rådhuset vælder en flod ud af klipperne og længere ude er der et friluftsteater, der ligeledes er værd at kigge på. |