![]() Bargemon![]() Den maleriske middelalderlandsby Bargemon er beliggende i 480 meters højde omgivet af bjerge, olivenlunde og vinmarker. Bargemon ligger godt beskyttet inde i det provencalske bagland godt en times kørsel fra kysten ved Fréjus/Saint-Raphaël. I nærheden finder man flere andre pittoreske middelalderlandsbyer såsom Callas, Claviers, Seillans og Fayence. En times kørsel nordvest for Bargemon, finder man desuden de betagende bjergslugter Gorges du Verdon, et af Europas største naturfænomener. Bargemon er en typisk provencalsk middelalderlandsby med sine gamle stenhuse, smalle gader og fine, små springvand. I Bargemon er der rig mulighed for at se historiske kapeller, et kuriøst museum med gamle skrivemaskiner og en kirke fra det 12. århundrede, der er bygget ind i byens fæstningsmur. Hele midtbyen er nem at overskue, især fra torvet, der er omdrejningspunkt for al aktivitet. Under torvets store, skyggefulde platantræer kan man nyde en kop kaffe uforstyrret og i timevis. Bargemon er særligt kendt for sin olivenolie, den lokale honningproduktion og kildevandet, der er så rent, at det kan drikkes direkte fra byens fontæner. Og så er byen herligt uprætentiøs og langt mindre overrendt end byer som Vence og den nærliggende Fayence. Fra udsigtspunktet, Col du Bel Homme (915 m), bagved byen, er der et fantastiske vue udover Middelhavet og dalene, der leder ned mod havet. Hvis det ikke er nok, fører en lille sti (ca. 15 minutters gang) op på toppen af Blaque Meyenne (1033 m), hvor udsigten er endnu mere fantastisk. |