Agay

Agay er beliggende i en lille naturskabt bugt på Estérel-kysten midt imellem Cap Dramont og Pointe de la Baumette. Agay er et af de smukkest beliggende steder på Estérel-kysten med de karakteristiske røde klipper, der strækker sig fra Cannes i øst til Saint-Raphaël i vest. Agay er kendt for sine 3 meget fine sandstrande samt et område anlagt i terrasser, hvorfra der er adgang til havet via klipperne.

Den livlige Agay Plage, der er byens hovedstrand, byder på en betagende udsigt over Estérel massivet, der dominerer bugten. Langs stranden ligger der flere hyggelige butikker og caféer. Agay byder desuden på en fin lille marina. Fra bjergtoppen, Rastel d’Agay, bag byen kan man nyde den imponerende udsigt udover Middelhavet. Her er et utal af vandreruter i området. Besøg fx turistkontoret i Agay for at få guide til turene. Der kan desuden lejes mountain-bikes i byen.

Byen har et udvalg af lokale butikker, restauranter, caféer og markeder, der er flere små butikker, der sælger alt fra provencalske specialiteter og håndværk til souvenirs, samt supermarkeder og mindre butikker, der dækker dagligvarebehov. Der er også et livligt marked, hvor man kan finde friske råvarer, lokale produkter som olivenolie og vin, samt kunsthåndværk.

Agay er beliggende på kystens mest enestående strækning langs det vilde, vulkanske klippemassif, Massif de l’Estérel, dannet af lava. Undervejs på strækningen er der parkeringspladser, hvor man kan stoppe op, fotografere og nyde synet af de utrolige klippeformationer, som styrter sig i havet og ligger som småøer og skær. Hvis man vil have fornøjelsen af nogle storslåede panoramaudsigter, kan man dreje fra kystvejen og følge skovvejen ”route forestier” op til Mont Vinaigre (628 m, det højeste punkt i bjergmassivet) og videre til Pic de l’Ours. Herfra kan man søge ud til N7 og komme til den interessante kro Auberge des Adrets, en autentisk kro fra det 17. årh. og engang tilholdssted for Estérels Robin Hood, Gaspard de Besse.

Se alle vores ferieboliger:
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier