Marseille

Marseille er Frankrigs næststørste by og indtager i dag rollen som den vigtigste havneby. Marseille er smukt beliggende i en fin naturskabt havn i departementet Bouches-du-Rhône, 32 km syd for Provences gamle kongeby og den tidligere hovedby i departementet, Aix-en-Provence. Provacances tilbyder ferieboliger i de nærliggende badebyer Sanary-sur-Mer, La Seyne-sur-Mer og St-Cyr-sur-Mer samt i den lille middelalderlandsby Roquevaire. Kyststrækningen ved Marseille byder på fine sandstrande med alle former for vandsport samt de fantastiske vilde klippevige, les calanques, som mod øst strækker sig helt til Cassis.

Marseille er den ældste større by i Frankrig. Den blev grundlagt af græske købmænd fra Lilleasien i år 600 f.kr. under navnet Massilia. Grækerne var meget succesfulde med opbyggelsen af byen.

Den blev til en stor handelspost, og grækernes havn var helt exceptionel. De var f.eks. også de første i hele Vesteuropa til at opbygge et fungerende kloaksystem. Gennem århundreder voksede denne by, også i betydning, og indbyggerne udviklede en stærk uafhængighedsfølelse, som stadig kendetegner Marseilles befolkning den dag i dag.

Marseille er centreret omkring den gamle havn, Vieux Port, hvor fiskekutterne sejler ind mellem de to fæstninger St. Jean og St. Nicolas. Den gamle havn er utrolig charmerende med sit myldrende liv og masser af restauranter og caféer. Her kan man opleve det livlige fiskemarked, som hver morgen åbner på kajerne, eller man kan nyde Marseilles største kulinariske specialitet, den berømte bouillabaisse, der serveres med al fisken i plus diverse skaldyr.

Lidt uden for havnen ligger den lille klippeø If med fæstningen Château d’If, opført i 1528 som værn mod spanierne. Stedet er især kendt fra Alexandre Dumas’ roman Greven af Monte Cristo, hvor greven sad fængslet på øen, indtil det lykkedes ham at flygte. Fæstningen har også i virkeligheden været anvendt som fængsel. I dag står den imidlertid tom. Bystyret har dog planer om at indrette den som museum. Der går både fra havnen.

Marseille byder på masser af små, charmerende kvarterer, som hver især fremstår som en lille provencalsk landsby hver med sin kirke, sine platantræer, sin boulebane osv. På den nordlige side af havnen ligger Quartier Panier, det ældste kvarter i Marseille, som i dag er immigrantkvarter. I dette kvarter ligger flere af byens museer. Det mest interessante er Musée de Vieux-Marseille, som giver en fin introduktion til folkeliv i Provence. Her udstilles også tegninger og modeller af Marseille, som byen har set ud gennem tiderne.

 

Inspiration til din ferie:

Seværdigheder:

Vieux Port

Palais du Phoro: Beliggende på Plateau du Phora. Oprindeligt udtænkt som en gave fra Marseille by til Louis Napoléon Bonaparte. Bygningen, som blev påbegyndt i 1857, stod imidlertid først færdig i 1870, da revolutionen brød ud, og har derfor aldrig været anvendt som kejserbolig. Blev i 1904 omdannet til École de Médecine (medicinsk institut).

Opera (1787).

Vielle Charité (quartier du panier): Byens fineste bygning, et velrestaureret herberg tegnet af Louis XIV’s arkitekt Pierre Puget (1620-94). Den blev påbegyndt i 1671 og stod færdig i 1749. bygningens oprindelige formål var at give husly til omvandrende bønder. Huser desuden et lille, men fin samling antikke egyptiske ting.

Cathédrale de la Major fra 1893: I krypten ligger Marseilles biskopper begravet. Ved siden af ligger den gamle katedral fra det 11. århundrede, som indeholder et relikviealter fra 1073.

Préfecture (1867).

Basilique St-Victor: Det fineste religiøse bygningsværk i Marseille. Fæstningen tilhørte engang et af de mægtigste klostre i Provence. Den blev grundlagt i 400-tallet. Fæstningen blev udvidet fra 1000-1300-tallet. Her er krypter med katakomber, sarkofager og St. Victors hule.

Maison Diamantée (Quartier du Vieux-Port): En af de ældste bygninger i Marseille fra slutningen af det 16. århundrede.

Fort saint Nicolas: Højt beliggende syd for indgangen til den gamle havn. Louis XIV opførte i 1669 dette fort for at beskytte Marseilles red men også for at kunne kontrollere en by, som længe havde været ham fjendtlig.

Palais de la Bourse: Første bygning rejst under det andet kejserdømme mellem 1852 og 1854.

Hôtel de ville (1653).

Pavillon Daviel: Marseilles gamle retsbygning.

Basilique Notre dame de la Garde: Ny-byzantisk basilika fra det 19. århundrede, der rager op i 155 meters højde over byens sydlige del. Ovenpå dens 46 meter høje klokketårn står der en forgyldt Madonna. Heroppefra er der en fantastisk udsigt udover byen og den gamle havn.

Château d’If: Fæstning beliggende på en lille ø i Marseille bugten. Fæstningen, som stod færdig i 1528, blev opført på foranledning af François 1. som værn mod spanierne. Den blev gjort til fængsel for politiske fanger i 1580. Blandt de berømte indsatte er Alexandre Dumas’ romanhelt Greven af Monte Cristo, den legendariske Mand med Jernmasken og den rigtige Comte de Mirabeau. I øjeblikket står fæstningen tom.

Les palais Longchamps (1862): Realiseringen af et gammelt kanalprojekt i Marseille forsynet med vand fra Durance floden.

Manufacture des Tabacs blev opført i 1868 i det populære kvarter Belle-de-Mai. Marseille by købte manufakturen i 1994 med henblik at lave lokalhistorisk center. Det er bl.a. her man finder Marseilles lokalhistoriske arkiv.

Eglise Notre dame des Accoules: Denne kirke blev nedrevet i 1794, fordi den under religionskrigene husede politiske forsamlinger. Tilbage er der kun gården, kapellet og klokketårnet fra det 14. århundrede, som er opført oven på det gamle tårn fra det 10. århundrede.

Hôtel Dieu: Kommunehospital, som stammer helt tilbage fra 1166.

Palais de Justice: Retsbygning opført mellem 1856 og 1862.

Château Borély: Et meget fint eksempel på 1700-tals arkitektur i Provence. Opført af Louis Borély, en af de fornemmeste familier i Marseille i det 18. århundrede.

Jardin des Vestiges: I dette parkanlæg ved Centre Bourse har nylige udgravninger afsløret rester af de gamle fæstningsværker og kajanlæg samt et stykke vej, der stammer fra mellem det 3. og 4. århundrede f.kr.

Musée d’Histoire de Marseille: Lokalhistorisk museum. Rekonstruktioner af byen på den græske periodes højdepunkt.

Musée des Docks: Her finder man resterne af afdækkede romerske dokanlæg udstillet på netop det sted, hvor de blev fundet. Det lille museum indeholder store opbevaringskrukker til vin, korn og olie, fundet på stedet.

Musée de Vieux-Marseille (Quartier Panie): Dette lille museum giver en fin introduktion til folkeliv i Provence. Her udstilles også tegninger og modeller af Marseille, som byen har set ud gennem tiderne.

Musée Cantini: Beliggende i Hôtel de Montgrand fra det 17. århundrede. Samlingen af kunst fra 1900-tallet, en testementarisk gave fra billedhuggeren Jules Cantini, rummer værker af fauvister, kubister og surrealistiske malere.

Musée Grobet-Labadié: Det fornemste hus i Marseille med et af områdets mest spændende interiører. Museet rummer en fin møbelsamling, gobeliner, malerier fra 1600- til 1800-tallene…

Cité Radieuse: Le Corbusiers’ Cité Radieuse med den lodrette betonkonstruktion, der rummer butikker, sociale klubber og skoler.

Se alle vores ferieboliger
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier