![]() Bouches-du-RhôneDen smukke kyststrækning, Marseille og de maleriske Calanques.Bouches-du-Rhône opfattes almindeligvis som den ældste del af Provence. Bouches-du-Rhône afgrænses af Rhône-deltaet mod vest, af Durance-floden mod nord og af Middelhavet mod syd, mens Massif de Ste-Beaume danner en mindre udtalt grænse mod øst. Dette departement består af slettelandskab og bakkeland, vidtstrakte områder med knudrede oliventræer, mandeltræer og høje, slanke cypresser samt kyststrækningen ved Middelhavet. Det er også her man finder det store marskområde ved Rhône-deltaet, kendt som Camargue, hvor man kan opleve eksotiske fugle, vilde heste og tyre, flamingoer og store saltbjerge. Camargue er også stedet for den franske risproduktion, og der produceres faktisk så meget i dette område, at Frankrig er selvforsynende med ris. Carmargue adskiller sig fuldstændigt fra alle andre områder i Provence. Det er ligeledes i Bouches-du-Rhône, at man finder den gamle by Arles med den flotte, romerske arena, den elegante universitetsby og hovedbyen i Provence, Aix-en-Provence, den store havneby Marseille, kendt for sin fiskesuppe, bouillabaisse, samt de mindre havnebyer la Ciotat og Cassis, hvor kysten brydes af de betagende Calanques, fjordagtige vige mellem lodrette, hvide klipper. I Bouches-du-Rhône stiger temperaturen i højsæsonen til 28-35 grader. De højeste temperaturer vil man altid finde inde i landet. Temperaturen ligger på omkring 11 grader om vinteren ude ved kysten og lidt lavere inde i landet, hvor den ligger på omkring 7 grader. I baglandet kan temperaturen endog ofte falde til minusgrader i kortere perioder. Normalt er det regntid i løbet af efteråret og foråret. Det er ligeledes på denne årstid, at man kan opleve den hårde vind, Mistralen. |