Alpes-Maritimes

Kendt for sin glamouriøse kystlinje og byer som Nice og Cannes

Alpes-Maritimes ligger klemt inde mellem Vars solsvedne højsletter mod vest og de bløde bjerge på den italienske side mod øst. Alpes-Maritimes er først og fremmest kendt for kystlinjen, der er den mest afvekslende i Sydfrankrig med klipper, rullesten, brede sandstrande og fortryllende bugter, de mondæne Riviera-byer Nice og Cannes, de flotte marinaer med lystyachts, luksushoteller og hele det fashionable liv. Men Alpes-Maritimes er meget andet, den pulserende franske Riviera har nemlig også et fredeligt – og visse steder – fuldkommen øde bagland med fantastisk natur og idylliske middelalderlandsbyer.

Mod nord finder man den mægtige nationalpark Parc National du Mercantour, som strækker sig helt op til den italienske grænse og er det yderste af Alpes-Maritimes. Mercantour er kendt for sin vilde natur og har status som det mest uberørte hjørne af Europa. Selv om sommeren kan klimaet være meget barsk. Vejret er meget omskifteligt, og det kan være meget forskelligt fra dal til dal.

Udflugtsmulighederne er utallige, og der er masser af aktivitetsmuligheder i området såsom vandsport, cykling, ridning, fiskeri, hiking, tennis og drageflyvning. Med sine mange golfbaner er rivieraen ligeledes et oplagt feriemål for de golfinteresserede. Alle steder på Rivieraen kan man inden for en halv times kørsel finde gode golfbaner, som har åbent det meste af året. Skisport er desuden blevet den helt store mode i Sydfrankrig, hvor man på mindre end to timer kan flytte sig fra den palmebevoksede kyst til de højeste tinder i Alperne.

Alpes Maritimes har subtropisk klima. Det bevirker, at vinteren som regel er mild og solrig, og sommeren hed og regnfattig. På Côte d’Azur kan man regne med 2.700 solskinstimer om året, men varmen er som regel ikke ulidelig, fordi der gerne blæser en frisk brise ude fra Middelhavet. I højsæsonen stiger temperaturen til 25-30 grader. Det vil dog være noget varmere inde i landet, hvor luftfugtigheden til gengæld er lavere. Temperaturen ligger normalt på omkring 13-15 grader om vinteren men noget koldere inde i landet. Normalt er det regntid i løbet af efteråret og foråret. Både efterår og forår kan man opleve den hårde vind, la Tramontane, der dog ikke forekommer så ofte her, som Mistralen forekommer længere vestpå. Jo nærmere man kommer Rhône-dalen, des mere udtalt bliver det.

Ferieboliger i Alpes-Maritimes
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier